Jeg glæder mig til…

Vi er over halvvejs med dette år. Der er ikke lang tid til, at et nyt begynder. Men inden vi er klar til et årsskifte, er der lige nogle udgivelser først. I dette indlæg har jeg samlet nogle af de udgivelser, som jeg glæder mig allermest til for resten af året.

I august er der en god blanding. Jeg glæder mig rigtig meget til Lyset vi mistede, som lyder rigtig spændende. Og så glæder jeg mig ekstremt meget til Sendt til tælling. Jeg har endnu ikke læst ret meget fra Flamingo, men mange af deres bøger har fået rigtig meget ros ved de andre bogbloggere, så da jeg læste beskrivelsen af denne, besluttede jeg mig for, at denne ville være det perfekte sted at starte.

I september kommer der en del YA-bøger, og en af dem jeg glæder mig mest til er Kongens lænker. Det er den tredje bog i serien Red Queen, og jeg var rigtig glad for den første. Anden bog i serien er på min TBR-liste, og den skal læses inden for den nærmeste fremtid, så jeg er klar til denne når den udkommer.

I oktober fortsætter min glæde over Flamingo. Desuden kommer der også Uden forbehold af SJ Hooks. SJ Hooks er også blevet rost meget af de andre bogbloggere, og derfor glæder jeg mig også til at stifte bekendtskab med hende. Derudover kommer der også nyt fra Jojo Moyes. Jojo Moyes har jeg elsket siden jeg første gang læste noget af hende, og jeg har efterhånden alle hendes bøger hjemme på reolen. Og den nye, I ly for regnen, skal selvfølgelig også ejes og læses.

I november kommer der nyt fra både Colleen Hoover og Jay Asher. Colleen Hoover er et nyt bekendtskab for mig i år, men ikke desto mindre er jeg helt vild med de bøger jeg har læst af hende. Den hype der er omkring hendes bøger er så velfortjent, og jeg glæder mig derfor også rigtig meget til at læse 9. november. Jay Asher kender vi fra Døde piger lyver ikke og den dertilhørende serie på Netflix, 13 Reasons Why. Han kommer med en ny bog, At se lyset, og den glæder jeg mig også rigtig meget til – for Døde piger lyver ikke gik direkte i hjertet på mig, og har også efterladt så mange spor, at jeg er rigtig spændt på at se, hvad forfatteren ellers kan.

Er der nogle bøger i glæder jer til?

Måske du også kan lide...

2 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *