“Faldet (After #3) af Anna Todd

Faldet (After #3) af Anna Todd, 767 sider, People’s Press, 2015

Denne bog er et eksemplar fra forlaget.

Præcis da Tessa har besluttet at forfølge sin drøm og flytte til Seattle, ændres alting. Hendes far, som hun ikke har set i ti år, dukker pludselig op, og Hardin skifter mening og vil ikke rejse med hende til Seattle. Han vil ikke fortælle hvorfor, og det vækker igen hendes tvivl og usikkerhed. Har de overhovedet en fremtid sammen?

Tessa troede ellers, at Hardin var den eneste, hun virkelig kunne regne med nu. Men Hardin bliver rasende, da han fornemmer, at Tessa vil til Seattle, med eller uden ham.

Tessa er forvirret. Alle Hardins hemmeligheder og utilregnelige vredesudbrud, den evige jalousi og skænderierne med den efterfølgende tilgivelse tærer på hendes kærlighed til ham. Måske er deres kærlighed ikke stærk nok til, at forholdet kan holde? Og hvad sker der, hvis Tessa vælger at forfølge sine drømme og rejse alene, er det så endelig forbi?

Anna Todd er rigtig dygtig til at skrive nogle fængende slutninger. I de sidste to bøger, har jeg sat med en følelse af, at jeg på ingen måde kunne vente på en fortsættelse – og det har hun helt klart også gjort her. Jeg kan mærke, at mit hoved vil have mere, og det skal jo nærmest være med det samme.

Tessa og Hardin er to helt fantastiske personer og man følger dem gennem en helt unik rejse – men alligevel en rejse, hvor mange nok kan nikke genkendende til mange af tingene. Vi følger dem ikke blot i deres forhold, men også i deres personlige rejse i at udvikle sig fra teenagere til voksne.

På det her punkt i historien, kan man godt mærke, at de begge står på vippen mellem voksen eller teenager. De vil gerne være i begge verdener – selvstændige og uden pligter. Det er bare ikke altid nemt, at få opfyldt begge ønsker, og det skaber problemer, diskussioner og store beslutninger.

Jeg har virkelig nydt de to andre bøger i serien, men jeg kunne godt mærke, da jeg læste denne, at jeg er ved at nå til et punkt, hvor jeg vil have noget nyt. Anna Todd har skrevet en bog, der er vildt fangende og spændende, men samtidig bare kører i ring. Det er en fantastisk følelse, at læseren aldrig får ro og hele tiden vil have mere, men samtidig bliver det også trættende, fordi man hele tiden kan regne det ud.

Ud over at man kan mærke hovedpersonernes udvikling, så mener jeg helt bestemt også, at man kan mærke Anna Todds udvikling. Jeg synes, at sproget er blevet helt anderledes og det virker som om, at hun nu har noget erfaring i ryggen.

Det ærgrer mig, at det kørte sådan i ring, for det tager en hel del af oplevelsen for mig. Jeg er rigtig spændt på at læse den næste, og se om Todd håndterer vores hovedpersoner på en anden måde. For det håber jeg virkelig, at hun gør.

Måske du også kan lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *