“Selfies” af Jussi Adler-Olsen

Titel: Selfies
Forfatter(e): Jussi Adler-Olsen
Serie: Afdeling Q #7
Sideantal: 505
Forlag: Politikens forlag
Udgivelsesår: 2016
Bedømmelse: 4 ud af 5 stjerner

Denne bog er et eksemplar fra forlaget.

img_20161108_200913De er unge, de er smukke, de går i modetøj, de bruger dagligt timer på at sætte hår, lægge make-up og ordne negle, de drømmer om at blive stjerner i store realityshows – og så er de på kontanthjælp.

Kvinderne tænker kun på sig selv og lever i sus og dus, men det er et dødsensfarligt liv, for langsomt men sikkert er de blevet en torn i øjet på en totalt uligevægtig person, der har sat sig for at gøre op med snylterne en efter en.

Da missionen føres ud i livet, går det op for politiet, at noget er rivende galt. I første omgang er det ikke en sag, der får vicekriminalkommissær Carl Mørcks opmærksomhed. Han har opdaget, at han må handle hurtigt for at sikre Afdeling Q’s overlevelse. Da han samtidig får et tip om, at en dugfrisk sag på mange måder minder om et uopklaret mord tolv år tidligere, får han mere end nogensinde brug for sin kollega Roses knivskarpe overblik. Men Rose er sygemeldt, fordi forfærdelige oplevelser fra hendes fortid spøger, og hun kæmper for at slippe fri af det mørke, der truer med at lukke sig omkring hende, og den hemmelighed, hun bærer på.

Carl, Assad og Gordon arbejder i døgndrift for at løse det vidt forgrenede mysterium om de to mord, men mest energi lægger de i at hjælpe Rose. Efterhånden som de graver sig længere ned i hendes historie, forstår de, at en forbrydelse har fundet sted, og pludselig forsvinder hun fra jordens overflade…

Jussi, Afdeling Q, Carl, Assad, Gordon og Rose er endelig tilbage. De har været længe savnet og glæden var stor, da jeg modtog denne bog. Det føltes næsten som juleaften, da jeg kunne skimte den i pakkens åbning, og jeg kunne næsten ikke vente med at komme igang med at læse den.

Det er så fedt at alle Jussis personer er tilbage igen. Med nye sager, nye forskruede tanker, nye oplevelser og nye fund. Da jeg satte mig ned for at begynde at læse den første side, var det lige så jeg sitrede af glæde. Så var det tid til hygge, og uhygge, og at sidde alene i mørket, kun oplyst af stearinlys.

Vores karakterer er som de plejer – klodsede, fantasifulde, løgnagtige og fuldstændig tåbelige. De er som de skal være og som vi elsker dem. De giver historien deres helt eget twist, og jeg er sikker på, at den ikke vil have været det samme, hvis ikke det havde været for håbløsheden i deres måde at opklare sagerne på.

Jeg manglede dog lidt af den klassiske Jussi-stemning. Jeg manglede det klamme, det ulækre og de passager der næsten ikke er til at holde ud at læse. Selvom disse somme tider kan være en tand for meget, så må jeg dog sige, at jeg alligevel mangler dem, når de nu ikke er der.

Selfies er den perfekte julegave-bog til krimielskeren. Den har alt det en klassisk krimi skal have – mysteriet, puzzlespillet, den skøre kriminalkommisær og den fede historie. Jeg kan ikke andet end at anbefale denne bog – og heller ej resten af serien for den sags skyld. Skynd dig at læse den!

Måske du også kan lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *