“Hjertets stemme” af Jan-Philipp Sendker

Titel: Hjertets stemme
Forfatter(e): Jan-Philipp Sendker
Serie: 
Sideantal: 351
Forlag: Gads forlag
Udgivelsesår: 2016
Bedømmelse: 4 ud af 5 stjerner

Denne bog er et eksemplar fra forlaget.

img_20161108_145940

Der er gået næsten ti år, siden Julia Win rejste til Burma for at lede efter sin forsvundne far. Hun er nu tilbage i New York, hvor hun arbejder i et førende advokatfirma. Men skønt karrieren kører på skinner, er hendes privatliv ved at gå i opløsning. Julias forlovede har forladt hende, og i kølvandet på en ufrivillig abort og et stigende arbejdspres er hun ulykkelig og udmattet.

Da hun en dag under et vigtigt forretningsmøde hører en fremmed, fortvivlet kvindestemme i sit hoved, afviser hun den i første omgang som et udslag af overanstrengelse og angst. Men stemmen forsvinder ikke. Tværtimod. Og den begynder også at stille spørgsmål, som Julia har prøvet at fortrænge: Hvorfor bor du alene? Hvem holder af dig? Hvad vil du stille op med dit liv?

Julias søgen efter svar fører hende tilbage til Burma og ud på en uforudset opdagelsesrejse, som drager både hende og læseren med ind i en verden fuld af mystik, romantik og fortvivlede hemmeligheder.

Hjertets stemme er en bog, der tilhører en genre jeg normalt ikke læser. Og så dog – for lidt gør jeg alligevel. Jeg elsker Jojo Moyes og den skrivestil hun har. Og Hjertets stemme minder lidt om den skrivestil. Jeg var fanget fra første side – ikke fordi bogen var fuld af spænding og gætterier som i en krimi, men fordi bogen blot er dét, den er.

Jeg må være ærlig og sige, at bogens forside ikke tiltaler mig. Ved første øjekast var jeg næsten overbevist om, at den bog bestemt ikke var noget for mig. Der var dog noget ved bagsideteksten der gjorde, at jeg alligevel måtte vide mere – og derfor takkede jeg også ja, da forlaget spurgte om jeg ville anmelde den. Og det er jeg virkelig glad for at jeg gjorde.

Jeg var vild med bogen fra første side. Jeg følte med Julia, jeg elskede at være med på hendes rejse – og jeg var lige så nysgerrig som hende selv. Jeg følte næsten at Julia var mig – og jeg fangede mig selv i at tænke videre over bogen, hvad ville der ske, nu skulle Julia også huske…, i de øjeblikke, hvor jeg ikke havde mulighed for at læse i den. Det var en virkelig fantastisk følelse at sidde med.

Der er nogle steder rundt omkring i bogen, hvor handlingen er lidt sløv og tempoet er en anelse for langsom. Det er rigtig ærgerligt, for bogen har så meget at byde på, at jeg vil påstå, at den ellers ville have ramt 5 stjerner.

Julia er en virkelig fed hovedperson. Hun er selvstændig – uden egentlig at være det til fulde. Det har en rigtig fin effekt på, hvordan vores syn på hende ændrer sig gennem bogen – og det giver os en mulighed for lidt bedre at forstå hendes valg. For det er noget af det, som Jan-Philipp Sendker har gjort virkelig godt. Han har beskrevet stemninger og følelser så fint, at jeg som læser på intet tidspunkt var i tvivl om, hvad der skete og hvad Julie følte – medmindre hun selv var i tvivl.

Jeg nød virkelig at læse denne bog – og den har fået mig til at ville samle forgængeren til denne op. Og det er måske lige værd at nævne – det er en selvstændig eftefølger. Jeg følte på intet tidspunkt at jeg manglede noget, eller at der var noget jeg ikke forstod. Og det er virkelig også et kæmpe plus.

Måske du også kan lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *