Gæsterblogger – Boghjørnet

boghjoernet

Hvordan er dit univers?
Jeg er en 22-årig kvinde, der bor i Aalborg og er besat af bøger. Til dagligt studerer jeg Informationsvidenskab og kulturformidling, hvor jeg pt. går på 1. semester af kandidaten med specialisering i kulturformidling. Jeg blogger desuden på Boghjørnet, som er mit lille frirum, hvor jeg kan komme ud med alle mine boglige tanker og meninger. Min fritid bliver dog selvfølgelig også typisk brugt med næsen i en bog, og dette kan nærmest være alle slags. Jeg er nemlig en meget bred læser, og læser dermed de fleste genrer. Man finder derfor også anmeldelser i mange forskellige genrer på bloggen.

Hvordan opstod dit univers?
Boghjørnet blev skabt en kold decemberdag i 2011. Jeg har blogget på mange forskellige blogs siden 2008 og læst blogs endnu længere. Desuden har jeg som sagt altid været glad for bøger, så da jeg i noget tid havde læst flere forskellige bogblogs, så var der ingen tvivl om, at jeg blev nødt til at starte min egen. Jeg manglede nemlig virkelig et sted, hvor jeg kunne diskutere bøger med andre, som også elskede litteratur. Desuden så jeg det som værende en god mulighed for at skabe overblik over min læsning, hvilket jeg lidt manglede.

Hvilken bog har betydet mest for dig og dit univers?
Jeg har en del yndlingsbøger, og har også været så heldig at opleve, at flere forskellige bøger har gjort særligt indtryk på mig. Der er dog især én bog, som betyder lidt mere for mig end alle andre, og som har en helt særlig plads i mit hjerte. Det er en bog, jeg aldrig kan få nok af, og som jeg på ingen måde har tal på, hvor mange gange jeg har genlæst. Denne bog er ”Freddy & Monstrene” af Dennis Jürgensen (jep, den samlede udgave er den eneste rigtige). Jeg (og min søster) fik den som del af en børnebogklub, for efterhånden mange år siden, og jeg har elsket den siden første gang, jeg fik den læst højt. Desuden er det faktisk en bog, som betyder rigtig meget for hele min familie, da den bringer minder om utallige sommerferier og højtlæsningsseancer med sig.

Er der en forfatter, hvis bøger ud altid køber?
Jeg har flere forfatteres bøger, som jeg altid køber – og helst enten forudbestiller eller køber kort tid efter udgivelsen. Én af disse er Chris Carter. Jeg kan nemlig aldrig vente med at læse hans bøger, så jeg MÅ bare have dem med det samme, de udkommer. Af andre forfattere hvis bøger, jeg altid gerne vil købe, er Colleen Hoover, Kasie West og Dennis Jürgensen. Hoovers bøger forudbestiller jeg stort set altid, også selvom jeg faktisk endnu ikke har læst så mange af dem. Jeg må bare have dem i reolen, da jeg virkelig har elsket det, som jeg indtil videre har læst af hende. Wests bøger er simpelthen bare så skønne, at jeg også MÅ læse dem. Hendes nyeste er dog kun udkommet som hardback, og matcher derfor ikke mine andre bøger af hende. Jeg har derfor endnu ikke købt den, selvom det smerter mig lidt. Jürgensens bøger har jeg samlet på i en del år efterhånden. De bliver dog oftest købt, når jeg f.eks. støder på dem brugt.

Hvad er den smukkeste bog du har i dit univers?
Jeg ejer rigtig mange smukke bøger. Men hver gang jeg får stillet dette og lignene spørgsmål, så er den første bog, jeg tænker på, ”Harry Potter Page to Screen: The Complete Filmmaking Journey” af Bob McCabe. Den udseende er nemlig helt vidunderligt, og samtidig er den også virkelig smuk indvendigt. Jeg ejer dog også en skøn stak klassikere fra ?, som simpelthen er noget af det smukkeste, jeg har set.

Hvilken bog ville du anbefale til Mit Bogunivers?
Jeg opdagede helt tilfældigt, at Caroline endnu ikke har fået påbegyndt ”Spektrum”-serien af Nanna Foss, og det er simpelthen for dårligt. Især fordi jeg kan se, at hun rent faktisk ejer den første bog i serien. Jeg vil derfor virkelig gerne anbefale, at du snart får læst de to bøger, som der indtil videre er udgivet i serien. Det er nemlig en helt fantastisk serie, som bare har alt! Desuden er det uden tvivl noget af det bedste danske litteratur, jeg nogensinde har læst. Foss kan nemlig på alle måder finde ud af at støbe et helt fantastisk univers, plot og personligheder sammen.

Hvor kan man følge dig på de sociale medier?
Man kan følge mig på både Facebook, Instagram og Goodreads på @Boghjoernet. Desuden er jeg også at finde på Twitter, hvor jeg går under brugernavnet @SimoneHagemann.

4 kommentarer

  1. Meget spændende indlæg 🙂
    Det må være dejligt med så stor læselyst og energi og så passer det sig fint i kombi med studiet 🙂

    Ønsker en dejlig læseweekend og en glædelig juletid.
    Maria med:
    “Giveaways i Danmark” og
    “En verden af kunst”.

    1. Egentlig arbejder vi ikke særlig meget med bøger og litteratur som sådan på studiet, men jeg prøver altid at føre det ind over mine opgaver alligevel. Hvilket er virkelig skønt, at jeg har mulighed for. Desuden tror jeg netop, det er mest til at holde min læselyst oppe – studiet når jo ikke at gøre mig træt af litteraturen, hvilket jeg ellers godt kunne frygte, jeg ville blive 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *