“[geim] (The game trilogi #1)” af Anders De La Motte

Billedet er lånt fra Goodreads

[geim] (The game trilogi #1) af Anders De La Motte, 367 sider, Klim, 2011

Man siger, at den hurtigste bevægelse, kroppen er i stand til at udføre, er et blink med øjnene.
Men det er ingenting i forhold til hjernens elektriske synapser.
“Ikke endnu!” var den tanke, der fór gennem hans hoved, da lysglimtet slog ham i møde.
Han mente selv, at det var ham, der havde ret. Der burde være mere tid tilbage, masser af tid – det havde de faktisk lovet ham. Han havde trods alt fulgt instrukserne til punkt og prikke og gjort nøjagtig hvad han var blevet bedt om.
Så det her burde ikke ske.
Ikke endnu!
Slet ikke!
Det var forståeligt for ikke at sige logisk, at det kom bag på ham. Overraskelsen blev i øvrigt hans sidste sanseindtryk i dette liv.
Et millisekund senere forvandlede eksplosionen ham til et forkullet puslespil, som det skulle tage politiets teknikere over en uge at få samlet. Lidt efter lidt. Det mindede om en makaber selskabsleg at få ham til at hænge nogenlunde sammen igen.
Men på det tidspunkt var Spillet for længst forbi.

Jeg blev positivt overrasket over denne bog. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, for jeg havde ikke regnet med, at den ligefrem var dårlig – men jeg tror bare ikke, at coveret sagde noget om, hvor meget handling der egentlig var i bogen.

Den første vi møder i bogen er Henrik, som finder en mobiltelefonen i metroen. Denne telefon vil have ham til at spille et spil – så det gør han. Det er det eneste hans liv drejer sig om, og det ender med bl.a. at gå ud over hans søster, som vi også møder.
Søsteren er livvagt, og står derfor steder, hvor man ikke altid er i sikkerhed. Dette opdager Henrik første gang, da det er for sent – og fra da af tager hans liv en drejning.

Bogen er fuld af overraskelser, overvejelser og til sidst et kæmpe stort svip med halen. Slutningen er overhovedet ikke som jeg havde forventet; jeg føler jeg er nødt til at læse de 2 andre også.

Mens jeg læste bogen, havde jeg en eller anden “Saw”-forestilling oppe i mit hoved – netop på grund af denne telefon, som får ham til at spille Spillet. Jeg havde en forestilling om hvordan tingene ville gå og hvad der skete med hvem; disse forestillinger viste sig at være forkerte, netop fordi Anders De La Motte har lavet disse tvist i historien. Ikke på et eneste tidspunkt, kunne jeg gætte mig til hvad der vil ske.

Jeg synes dog, at der var meget lidt handling på knap 400 sider. Selvom jeg ikke kunne gætte mig til indholdet eller følte at jeg kedede mig, synes jeg dog ikke, at der skete så meget nyt. Det var det samme hele vejen igennem og det synes jeg er ærgerligt.
For min skyld kunne der sagtens være blevet lagt mere vægt på søsteren eller en anden karakter i historien.

Der er ingen tvivl om at jeg skal læse de næste 2 bøger i serien på et tidspunkt; jeg skal bare lige have anskaffet mig dem.

Denne bog får 3 ud af 5 stjerner – den var ganske okay, og jeg skal, som skrevet, helt sikkert læse mere af Anders De La Motte.

Måske du også kan lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *