“Anna og det franske kys” af Stephanie Perkins

Anna og det franske kys af Stephanie Perkins, 376 sider, Lovebooks, Lindhardt og Ringhof, 2015

Denne bog er et eksemplar fra forlaget.

Anna er glad for sit liv: Hun og hendes bedste veninde skal til at begynde deres sidste år på high school, hun har et godt fritidsjob og et crush på sin kollega, som lige er begyndt at vise interesse for hende … Men så beslutter hendes far sig for at sende hende på kostskole i paris. 7054 kilometer væk. Alene.

Selvom Anna ikke taler fransk, får hun hurtigt en gruppe nye venner, inklusiv dem søde, charmerende og flotte Étienne St. Clair. Desværre er han allerede optaget – og det er Anna vel egentlig også? Vil året ende med det kys, som Anna har ventet på?

Vi møder Anna på hendes rejse gennem skoleåret i Frankrig. Hun står på egne ben, og skal pludselig klare alt selv – inklusiv at opretholde forholdet til de venner, hun får. Hun oplever nogle fantastiske ting i løbet af skoleåret – men der er også nogle ting, som hun ikke helt ved, hvordan hun skal tackle.

Jeg har allerede læst denne bog én gang før – dog på original-sproget. Og den findes der en anmeldelse af her på bloggen. Den var jeg ovenud begejstret for, og jeg blev virkelig fanget af den intens kærlighed, der fandtes i bogen.

Den intensitet oplevede jeg også, til en vis grad, i denne danske udgave af bogen. Dog ikke helt på samme måde. Jeg synes helt bestemt, at oversættelsen har givet nogle mangler i bogen, og det er rigtig ærgeligt. For bogen er, i sig selv, virkelig helt igennem fantastisk.

Det fantastiske bliver man dog ikke helt snydt for i oversættelsen. Anna og Étienne er endnu to helt fantastiske personer, og jeg blev endnu engang overvældet af den vanvittige og romantiske kærlighed man oplever, mellem de to.

Nu skal jeg passe på med hvad jeg siger, for jeg vil nødigt ødelægge noget for jer andre. Men én ting er helt sikkert: jeg er blevet hamrende forelsket i Étienne St. Clair. Igen. Han er intens, fantastisk, utrolig – og så lyder det jo egentlig også til, at han er hammer-lækker. For mig at se, er han ikke blot en flot fyr, med nogle søde krøller; nej – han er så fantastisk og smuk og … alle de andre positive ord man kan komme på. Og allerede i starten af bogen sidder man med et ønske om, at man selv kan få lov at sætte sig i rollen som Anna (eller – det gjorde jeg i hvert fald).

Så er du til kærlighed, der helt sikkert gør det svært at lægge bogen fra sig, er denne bog et hit. Den er blevet anbefalet til alle jeg kender – og jeg anbefaler den nu også til dig!

Måske du også kan lide...

2 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *