“Mødet (After #1)” af Anna Todd

Mødet (After #1) af Anna Todd, 541 sider, People’s Press, 2015

Denne bog er et eksemplar fra forlaget.

Tessa er en pæn pige. Hun har en dejlig, loyal kæreste derhjemme og er dygtig og ambitiøs i skolen. Men så møder hun Hardin. En mørkhåret dreng med britisk accent og tatoveringer. Hardin er helt anderledes end de fyre, Tessa er vant til at hænge ud med. Han er flabet og upålidelig. En type Tessa normalt hader, lige indtil de to ender alene på Hardins værelse. Der er noget ved Hardin og hans mystiske fortid, som Tessa tiltrækkes af. Hun er sikker på, at han slet ikke er så hård i flinten, som han giver sig ud for at være.

Men Tessa har allerede den perfekte kæreste derhjemme, så hvorfor er hun overhovedet interesseret i Hardin? Han har kun fordomme tilovers for pæne piger som hende.

Måske fordi det føles som en forelskelse.

Inden jeg begyndte på denne bog, havde jeg, for at være helt ærlig, fordomme over for den. Det var jo noget med One Direction og noget med fanfiction, som egentlig ikke tiltrak mig. Men jeg havde læst rigtig fine anmeldelser fra andre anmeldere, og derfor sprang jeg ind i det med åbne arme og forsøgte at glemme fordommene.

Og hvor er jeg glad for at vi gør det. Vi møder den unge, meget fornuftige Tessa og Hardin, den “typiske” bad-boy. Mødet mellem de to, og forskellene, er sjove, underholdene og frygteligt på samme tid. Det er en helt fantastisk fortælling – og den er skrevet sådan, at de ting Tessa har svært ved, har jeg som læser også svært ved. Jeg føler, som Tessa, at jeg har brug for at vide mere om Hardin, jeg har brug for at vide hvem han er – og ja, helt ærligt, har jeg måske også brug for at give ham et los i måsen ind i mellem.

Bogen er fuld af intriger, kærlighed og et par tårer kom der da også med i svinget. Jeg var mundlam da jeg vendte den sidste side – og jeg har brug for mere. Jeg føler virkelig der er lang tid til næste bind i serien kommer, og jeg har svært ved at forestille mig hvad jeg skal gøre indtil da. Den følelse var der især, da jeg vendte den sidste side – hvad skal jeg foretage mig indtil da? Jeg kan da ikke vente helt indtil da. Den følelse er kommet mere på plads – uden at sige, at jeg ikke vil vente spændt på næste bind, for det vil jeg helt sikkert.

Jeg er overvældet og glad for at jeg fik oplevelsen ved at læse denne bog. Jeg vil anbefale den til alle; også selvom det er en ungdomsbog. For det er en rigtig hyggebog – jeg synes ikke, at det kun er teenagere, der vil få mest ud af den. Jeg tror der er rigtig mange andre aldre, der vil nyde denne fortælling.

Så leder du efter en rigtig sød ungdomsfortælling om kærlighed og det, at blive voksen, så skal du helt klart kaste dig ud i denne – for åh! hvor er den dejlig.

Måske du også kan lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *