“Frøken Peregrines hjem for sælsomme børn (Miss Peregrine’s Peculiar Children, #1)” af Ransom Riggs

IMG_20160609_204411

Frøken Peregrines hjem for sælsomme børn (Miss Peregrineøs Peculiar Children #1) af Ransom Riggs, 356 sider, Gyldendal, 2012

Denne bog er et eksemplar fra forlaget.

Efter en grusom familietragedie drager den 16-årige Jacob ud på en rejse, der fører ham hen til en fjern ø ud for Wales. Her finder han ruinerne af Frøken Peregrines hjem for sælsomme børn, og det går efterhånden op for Jacob, at de tidligere beboere var meget mere end blot sælsomme. De var muligvis farlige. Og måske er de stadig i live.

Det er simpelthen umuligt ikke at få et førstehåndsindtryk af denne bog. Den er fuld af billeder og det hele er så gennemført – og det ser man, blot ved at kigge på den. Forsiden, bagsiden og hele vejen igennem bogen, er der så mange, fine, og specielle, billeder, som er med til at danne et mere udvidet billede af historien.

Da jeg startede på bogen, var jeg i tvivl om, hvilken genre jeg skulle sætte den i. Umiddelbart så den ud til at være en gyser, og det er ellers ikke mig, men jeg ville give den en chance, fordi den simpelthen er blevet rost så meget som den er.

Jacob er en speciel dreng. Han er en meget stille type, og jeg havde derfor somme tider svært ved at se ham gøre, som han gjorde. Men det gjorde egentlig ikke så meget, det synes jeg hurtigt at man glemmer, fordi bogen ellers er så velskrevet som den er.

Og netop dét med at den er velskrevet, det kan der virkelig ikke være nogen tvivl om. Den er så velskrevet, og veldokumenteret med alle billederne, at jeg simpelthen lå med mareridt om natten. Jeg ser det umiddelbart ikke som noget dårligt, men sammenligner det derimod med når man læser en kærlighedsroman og sidder med tårer i øjnene. Det er ens følelser der spiller ind og viser en modreaktion på det man læser. Og det er jeg helt vild med!

Jeg gad virkelig godt få muligheden for at fortælle Ransom Riggs om min oplevelse af bogen, fordi jeg synes det er en lidt voldsom reaktion på den. Om det bare er mig, skal jeg ikke kunne sige, men jeg har måttet takke nej til efterfølgeren fra forlaget, da jeg ikke mener der er nogen grund til at udsætte mig selv for flere mareridt. Men på trods af det, så mener jeg virkelig at han skal have en masse ros, for jeg er virkelig imponeret!

På trods af at jeg er så imponeret, må jeg dog også sige, at bogen til tider var en smule langtrukken. Der var nogle passager jeg godt mener kunne være udeladt – og så synes jeg, at den er en smule langsom om at komme igang. Det ødelægger dog ikke hele oplevelsen, men nævnes skal det.

Så mangler du en lidt uhyggelig bog, med fantastiske billeder og en unik fortælling, så er det helt sikkert denne du skal læse.

3

Måske du også kan lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *