Forfatterinterview: Katja L. Berger

I anledningen af min anmeldelse af De 7 Synder af Katja L. Berger, har jeg været så heldig, at få lov at stille Katja nogle spørgsmål. Herunder kan du læse spørgsmålene og Katjas svar. Det var rigtig sjovt at få lov til at prøve at lave et forfatterinterview, og jeg håber at i nyder det lige så meget som mig.

Hvis du skulle beskrive dit forfatter-jeg med 3 ord, hvilke 3 ord ville du så bruge?
Uh … Jeg tror faktisk ikke at mit forfatter-jeg er så forskellig fra mit private jeg. Jeg har tendens til at falde i staver/forsvinde ind i mit eget hoved, og jeg er møghamrende perfektionistisk. Men det gælder både privat og som forfatter. Men jeg er nok mere impulsiv som forfatter. Jeg har lettere ved at gå i gang med en helt ny ide som forfatter, end jeg har med mit arbejde og privatliv.

Hvad var din største inspiration, da du skrev De 7 Synder?
Min første inspiration til De 7 synder handlede faktisk ikke om noget i bogen, men om princippet i at skrive én fantasybog, der ikke skulle efterfølges af flere. Det var først efter lidt tid, at jeg begyndte at spekulere over hvad jeg reelt set ville med bogens plot og miljø, og da først prologen var skrevet, gav den sig selv og voksede kapitel for kapitel. En af de første egentlige tanker om plottet drejede sig omkring hvorfor Gud aldrig skabte sig en reel familie/ligesindede af samme slags som ham selv. Derfor tog jeg de 7 dyder og gjorde dem til guder – Og så kom de 7 dødssynder naturligt derefter.

Hvad er dit eget yndlingscitat fra De 7 Synder?
Fra de 7 synder er det et citat fra starten af bogen. Det er Aisha der siger det til Kane og det bliver ret skelsættende for hans eventyr:

”Nogle gange pålægges der os et ansvar, en forventning, som vi ikke kan modsige eller ændre.”

Jeg er vild med det, fordi det er et af de steder i bogen, der er enormt personligt for mig. Jeg tror på at alle mennesker kan gøre hvad de vil her i livet. Men nogle gange forventes vi at gøre noget, som vi ikke bare lige kan modsige eller ændre, uden at det har store konsekvenser. Jeg ville ønske at vi sommetider var modige nok til at overveje at gøre det. Men må jeg vælge en hel passage, så er mit favoritsted i hele bogen side 285-286, hvor Kane møder Misundelse for anden gang. Den scene blev skrevet midt om natten, og er det mest personlige og ærlige selvbillede jeg har skrevet ind i bogen.

 Var der nogen der ikke troede på dit projekt i forløbet med De 7 Synder, som du endte med at overraske?
I så fald sagde de det ikke højt (til mig).

Hvor længe havde du haft grundidéen til De 7 Synder – og hvordan kom du fra idé til bog?
Jeg gik faktisk ikke særlig længe med tankerne omkring den, før jeg begyndte at skrive. Oprindeligt var det bare meningen at se om jeg overhovedet kunne skrive noget, der kunne omdannes til en hel bog. Men det fantastiske ved første udkast, er at det bliver skrevet. Så selvom første råmanus ikke just var perfekt, fandt jeg ud af at jeg kunne. I dag er jeg glad for at jeg bare gik i gang, i stedet for at spekulere på alt muligt.

Indeholder Sjælehenteren nogle elementer, der oprindeligt var til De 7 Synder, men som du måtte redigere væk?
Nej, de er meget forskellige, så jeg har ikke taget noget ubrugt med mig. Men jeg har taget nogle af mine moralske overvejelser med mig, og leger endnu mere med religionen i Sjælehenteren.

Hvad skal dine læsere glæde sig allermest til, mens vi venter på Sjælehenteren?
Hm … En fantasyhistorie med masser af action og drama. Læsere der længes efter den sødeste kærlighedshistorie bliver slemt skuffet, men der er action og fart over feltet. Og så er Raven verdens sejeste kickass sjælehenter, som jeg heldigvis har haft held med at gøre ret humoristisk.

Hvilke bøger vil du anbefale til de, der elskede De 7 Synder?
Kristin Cashores bøger er jeg selv meget glad for, og lektøren sammenlignede da også De 7 synder med hendes værker, ”Katsas fortælling” og ”Flammes fortælling”. Hun har skrevet andre, men de er ikke oversat. Ellers vil jeg sige Nick Clausen ”Den sidste vindrytter” og de klassiske Tamora Pierce og Trudy Canavan.

Både De 7 Synder og Sjælehenteren er fantasy – kan vi forvente andet fra dit forfatterskab i fremtiden?
Jeg besvarede faktisk et lignende spørgsmål sidste år, hvor jeg var sikker på at svaret var nej. Men så meldte Hannah sig på banen, og i dag kan jeg med stolthed sige ja. Hannas historie ”Hvor jeg hører til” er pt ved at blive skrevet i sine fulde længde, og er forhåbentlig den næste udgivelse på programmet, ud over efterfølgerne til Sjælehenteren. Derudover har jeg færdigplottet yderligere to projekter, begge serier. En fantasyserie for de yngre læsere og en dystopisk sci-fi serie for teenagere/ældre læsere, som vil vide om jorden kan reddes fra undergang …

Continue Reading