Den trælse stilhed

Nu er der godt nok gået lang tid, siden jeg sidst har givet lyd fra mig her på bloggen. Hver morgen vågner jeg op, husker mig selv på, at i dag skal jeg have lavet et indlæg. Men så går dagen igang, tiden går, jeg tager i praktik, kommer hjem, laver mad, er smadret og udsætter det til dagen efter. Men nu går den ikke længere. Jeg savner bloggen, og derfor vil jeg nu gøre alt hvad jeg kan, for at forsøge at få det lagt bedre ind i min dagsrytme.

Jeg er begyndt i praktik, hvilket er noget af en omvæltning i mit liv, når jeg er gået fra næsten ikke at lave noget i forbindelse med skolen, og så til at skulle arbejde 30 timer om ugen. Derudover har denne uge bestået af sygdom, så det er ikke de nemmeste ting, der har fyldt.

Jeg føler mig ovenpå igen, og er begyndt at vænne mig til dagsrytmen der følger med et 30-timers job. Jeg elsker at være hvor jeg er, og jeg er så taknemmelig for, hvor godt de har taget imod mig. Jeg får lov at arbejde med børn i en børnehave, hvilket er noget af det, som jeg allerhelst vil. Livet som pædagog er det bedste jeg kunne tænke mig. Og det er nu en realitet.

Udover travlhed og sygdom, er jeg også kommet ind i en periode, hvor læsning ikke er det, jeg har allermest lyst til. Jeg føler mere for at se Netflix, gå i haven eller lave noget lækkert mad til min kæreste. Og jeg vil ikke tvinge mig selv til at læse, når lysten ikke er der. Jeg har dog fået nogle virkelig lækre anmeldereksemplarer ind ad døren, og jeg kan godt mærke, at lysten dermed begynder at komme tilbage. Allerede her til aften går jeg i seng med en rigtig spændende bog, og vil forsøge at læse så meget i den, som jeg nu formår inden jeg går i seng.

Jeg håber at i alle har det lige så dejligt som i plejer – og at i får læst nogle gode bøger. Og så håber jeg ikke, at mit fravær har skræmt jer væk! Jeg lover at hanke op i mig selv.

Continue Reading

Planlægning af en travl hverdag

Efter at være begyndt på min uddannelse, have købt hus og også have bloggen, kunne jeg godt mærke, at jeg havde brug for noget struktur i min dagligdag. Jeg havde brug for en kalender måske, en notesbog eller noget helt andet, for at kunne komme af med mine tanker og to-do-lister. Der er virkelig mange ting i mit hoved som jeg skal nå og som jeg gerne vil lave. Jeg prøvede først med en almindelig kalender, men fandt hurtigt ud af, at den ikke passede til mig. Så hvad gør man så?

Jeg søgte lidt på Google og YouTube og fandt frem til et system, som jeg rigtig gerne vil have lov til at dele med jer: Bullet Journal.

Med en Bullet Journal laver man egentlig selv sin kalender i en notesbog. Og udover at fungere som en kalender er det en daglig to-do-liste og en masse andre lister, som man selv er herre over.

Jeg var ret skeptisk omkring selv at skulle ud i det med at være kreativ, og selve forme den form for kalender jeg ville have. Men da jeg først kom igang, kunne jeg slet ikke stoppe igen. Jeg har lister med pakker som jeg venter på, mine yndlingsbøger, fremtidige planer, listen over idéer til min kommende praktik og en masse andet. Der er en sjov liste kaldet Monthly Tracker, hvori der står en masse ting og en afkrydsning for hver dag, således at jeg kan følge med i hvornår jeg har støvsuget, om jeg får læst hver dag, hvornår jeg sidst har udgivet noget på bloggen, om jeg har husket at tage mine piller og en masse andet.

På en måde fungerer en Bullet Journal altså på den måde, at den samler alle de lister du har på telefonen, i hovedet og på computeren på ét sted. Og det har vist sig at fungere rigtig godt for mig. Og hvis du, som jeg, har brug for en måde at holde styr på alle de ting der sker i dit liv, vil jeg helt klart anbefale dig at tjekke dette koncept ud. Og hvis der er stemningen for det, laver jeg gerne en setup-video af min bullet journal.

Hvad bruger i til at have struktur i jeres hverdag?

Continue Reading

Bloggen 1 år

I dag er en stor dag. Det er en dag jeg har haft skrevet ind i kalenderen og ventet spændt på. Det er ikke fordi der sker noget specielt i dag, egentlig ikke. Dagen er bare, for mig speciel. Det er nemlig i dag, at bloggen har kørt i 1 år. Det er i dag, at jeg kan fejre 1-års fødselsdag.

Dét at have haft denne blog det sidste år har udviklet mig på så mange måder. Jeg har lært at formulere mine meninger om bøger på en helt ny måde – og det har lært mig at tænke over bøgerne på en anden måde end førhen. Det har lært mig noget om venskaber, kærlighed og hvad det vil sige at holde noget ved lige. Det har givet mig et fristed hvor jeg kunne gå ind, når der ikke var noget der gik min vej. Det har givet mig nogle fantastiske venskaber, som jeg vil gøre alt for at beholde.

Bloggen har lært mig, hvor hårdt og stort et arbejde det er, at skulle holde det opdateret, leve op til mine egne forventninger – og til tider også læsernes forventninger. Og det hele har jeg taget med et stort smil.

Jeg har været til vanvittigt spændende arrangementer: krimimessen, Bogforum og bogbloggertræf. Jeg har mødt nogle dejlige mennesker og snakket med nogle dygtige forfattere. Jeg har skrevet med nogle søde læsere og fået nye perspektiver på rigtig mange ting.

At bloggen fylder 1 år har jeg lyst til at fejre med jer. Hold derfor øje med bloggen den næste uges tid, for jeg har sørget for en konkurrence til jer. Der vil være bøger og lækkerier på højkant – specielt udvalgt til jer! Og dette kun fordi jeg er så glad for, at i har lyst til at følge med. Det er jer læseres fortjeneste, at det er værd at skrive mine indlæg – og det glæder mig så meget når i fortæller, at i kan bruge det til noget.

Jeg glæder mig til at bruge det næste år sammen med jer også – og jeg håber, at i fortsat vil følge med!

Continue Reading

“One is loved because one is loved. No reason is needed for loving.”

Forleden var det valentinsdag. For nogle betyder det en dag fuld af kærlighed – og fejring af selvsamme. For mig betyder det ikke så meget. Min kæreste og jeg har aldrig rigtig fejret det – ofte er dagen nemlig gået med at fejre hans far, idet det er hans fødselsdag. En buket blomster har jeg fået et par gange, men om det er på grund af dagen eller fordi jeg blot er sød (jo, det kan jeg også være), det skal jeg ikke kunne sige.

Men kan valentinsdag ikke fejres på andre måder end med den (somme tider) kvalmende forelskelse, restaurantbesøg og store blomster i store vaser? Jo, det ville jeg jo mene – og jeg ville endda mene, at det kan gøres ved hjælp af en af mine absolut yndlingsbeskæftigelser: nemlig at læse.

Men hvilke bøger skal vi læse på valentinsdag? Skal vi holde os til det vi læser til dagligt, skal vi tage en uhyggelig krimi og lade som om, at det slet ikke handler om at fejre kærligheden? Eller skal vi måske tage den mest sukkersøde kærlighedsroman der står på hylden? Personligt stemmer jeg for den sidste, og af netop den årsag, har jeg her lavet en liste over de valentinsbøger, som jeg vil anbefale til jer!

“Bridget Jones – Vild med ham” af Helen Fielding
“Kunsten at forelske sig” af Cecilie Ahern
“En flænge i himlen” af John Green
“Anna og det franske kys” af Stephanie Perkins
“Mødet (After #1)” af Anna Todd

Alle bøgerne er der mulighed for at finde en anmeldelse af på bloggen. Og der er altså noget af et udvalg. Bridget Jones er den humoristiske valentinsbog. Der er virkelig meget humor i – og så tror jeg, at vi næsten alle kender historien om Bridget. Der er også den klassiske (nogle vil kalde den kvalmende) kærlighed i Anna og det franske kys.

Selv har jeg taget hul på mit allerførste møde med Jane Austen. Det er næsten pinligt at sige, at jeg aldrig før har givet mit i kast med hende – men én gang skal jo være den første, og det blev nu.

Jeg læser denne smukke udgave, som jeg fik i forbindelse med bogbloggertræffet i efteråret. Jeg blev så glad da jeg så den i posen med gaver og jeg har sådan glædet mig til at komme igang med den lige siden. Og så mente jeg altså at det skulle være nu – og kunne det være mere perfekt, end i forbindelse med valentinsdag? Det mener jeg jo ikke.

Lovebooks holder også readalong med en anden Jane Austen-roman om ikke så længe, og planen er, at jeg måske kan nå at blive færdig med denne inden, således at jeg kan deltage i den. Og så selvfølgelig lige huske at få fat i den anden også.

Der er altså masser af muligheder for at læse en ægte valentinsbogen (også selvom dagen jo godt nok er ovre nu) – og her har i mine bud.

Har i læst noget specielt i forbindelse med valentinsdag, eller har dagen ikke haft nogen betydning på weekendens læsevalg?

Continue Reading

“There is no friend as loyal as a book.”

Jeg kan huske, at jeg som ung brugte rigtig meget tid på at flygte ind i bøgernes univers. Jeg var rigtig dårlig i sociale sammenhænge, og havde det egentlig bedst med at være mig selv. Dengang jeg var ung, var det ikke bogbloggere man brugte som inspiration – det var hende den sure bibliotekar eller boghandleren, hvis passion slet ikke lå inden for bøgernes verden. Derfor har jeg nu dette indlæg klar, hvor jeg vil anbefale ungdomsbøger, som jeg ville ønske jeg havde (eller har haft) dengang jeg var ung.

Gayle Forman & Jandy Nelson
Gayle Forman og Jandy Nelson har begge skrevet nogle rigtig gode bøger. I de bøger der ses på billedet (og som er dem, jeg har læst) er det dystre temaer, der spiller den helt store rolle. Begge forfattere har præsteret at tage emner op, som i vores tid godt kan være noget af et tabu, skrevet en bog om det og har på den måde vist andre, at de ikke er alene om de ting, de nu engang måtte kæmpe med.

Min mening er helt sikkert, at det er vigtigt. Litteratur kan også spille en rigtig vigtig rolle i forhold til at fortælle en livshistorie, bryde med tabuerne og skabe debatter. Står man derfor og vil læse en bog, som berører nogle emner der går lidt ud over grænsen, så er det helt sikkert de to forfattere man skal have fat på.

Anne fra Grønnebakken & Yaxhiri
Jeg er ikke personen, som er vokset op med Harry Potter. Han har selvfølgelig været der og han var populær, men da jeg var ung, var han bare overhovedet ikke noget for mig. I stedet havde jeg to andre rigtig gode veninder: Anne og Yaxhiri. De to har hver deres serie, som hver især har betydet rigtig meget for mig.

Anne fra Grønnebakken er den første serie, jeg nogensinde kan huske at have læst. Den satte et kæmpe aftryk i mig, og jeg har genlæst den så mange gange, at jeg slet ikke har tal på det. Serien om Anne følger Anne gennem hendes barndom, ungdom og voksenliv. Vi ser alle aspekter af denne person, vi gennemlever alle de store øjeblikke i hendes liv – og hun deler alt med os. ‘Anne fra Grønnebakken’ er en rigtig hyggeserie, som man kun kan smile af.

Yaxhiri er mindre kendt, end ‘Anne fra Grønnebakken’. Jeg husker ganske tydeligt da jeg købte hele serien første gang, da jeg læste den for første gang og da jeg var færdig for første gang. Det er en fantasy-serie, som sætter et helt specielt præg på fantasy-universet. Alle der spørger mig, om jeg ikke vil anbefale en fantasy-bog, svarer jeg ‘Yaxhiri’. Den er så ukendt, og jeg vil så gerne have, at der er langt flere, der kender til den. Princippet i denne bog, er lidt det samme som i ‘Anne fra Grønnebakken’. Vi følger Yaxhiri gennem hendes barndom, ungdom og voksenliv, igennem rejsen på at finde sin familie.

Stephanie Perkins
Jeg, og mange andre bogbloggere, har rost Stephanie Perkins til skyerne. Hun har skrevet de fantastiske historier om Anna, Lola og Isla. Anna og det franske kys er min klare favorit – og den er endda på min top 10-favoritter. Er du til kærlighed, venskab og det, somme tider, uretfærdige ungdomsliv, er dette helt klart bøgerne for dig. De indeholder alt det, som der skal være i en romantisk ungdomsbog.

Jeg forelskede mig hovedkluds i St. Clair som er med i ‘Anna og det franske kys’ – og jeg ved, at jeg ikke er den eneste. Så udover at få lov at læse en helt fantastisk bog, så får du måske endda lov til at forelske dig en lille smule. Og samme mulighed får du også i de to andre bøger.

John Green
John Green er, for mig, altid et hit. Min fasination af ham begyndte med ‘En flænge i himlen’, som fik mig til at fælde 4 millioner tårer, grine og smile. Den var igennem hele følelsesregistret.

Spørger du mig, så kan John Green noget helt specielt. Hans karakterer er helt unikke og passer så godt til deres historier. Det er sjældent jeg har oplevet, ikke at ville ændre noget i en bog – men hans bøger, de er altså bare lige præcis, som de skal være!

De andre
Der er også alle de andre. Her på billedet ovenover ses et lille udpluk af de andre bøger, som jeg helt sikkert også mener er noget helt specielt.

‘Liv og Alexander’ af Tine Bryld lånte jeg på biblioteket for mange år siden, og siden har jeg læst den et utal af gange. Det er en bog, hvor man som læser får lov til at snuse til en helt anden verden, end den som man måske har set før. Der er kærlighed, skænderier og familie som temaer – og kan det så blive andet end godt?

‘The Selection’ er en serie, som indeholder nogle rigtig gode elementer. Jeg slugte den første bog i serien i løbet af ingen tid og jeg var så ked af, at jeg ikke havde den næste også. Vi følger America i et fremtidigt USA i jagten på at blive (eller ikke blive) den næste dronning. Det er en rigtig sød og sjov fortælling, som er en læsning værd!

‘Rubinrød’ har lidt samme princip som ‘The Selection’. Har du læst den ene eller den anden, og kunne lide den, skal du også kaste dig over den anden eller den ene.

‘Vi var løgnere’ er en meget speciel historie. Man skal vide så lidt om den som overhovedet muligt inden man læser den – og så skal man være klar på at læse den to gange. Kom igang!

Har du andre anbefalinger, så skriv dem endelig! Anbefalinger kan man aldrig få nok af – måske finder jeg (eller du selv) nye bøger til listen over dem, som skal læses i 2016.

Continue Reading

Mit læsemål 2016

Årstallet siger nu 2016, vi har passeret 1. januar og dermed er et nyt år begyndt – det betyder også, at der er et nyt læsemål, der skal sættes. Sidste år satte jeg den til 50 bøger, og jeg endte med at komme et langt stykke over. Jeg endte på 87 bøger på trods af eksamener, studiestart og huskøb. Derfor har jeg i år også valgt at sige, at jeg dermed godt kan nå at læse 75 bøger. Jeg vil ikke sætte den højere, idet der jo også er et hus der skal laves, en skole der skal passes og en kæreste der skal laves mad til.

Det var en ret hurtig beslutning jeg tog, men jeg er ret sikker på, at  det er det helt rigtige. Jeg kan dermed have god samvittighed ved at tage det med ro. Når jeg har sat læsemålet til 75, betyder det jo så også, at jeg skal læse 6,25 bøger i måneden. Det kan lyde ret voldsomt, men så slemt er det jo faktisk heller ikke. Sidder man med en god bog i hænderne, så ved vi jo allesammen godt, at siderne næsten vender sig selv.

Har i sat jer et læsemål i år? Er det højere end sidste år?

Continue Reading

Nytår 2015

I dag starter den første dag i året 2016. Det betyder også at der er en hel masse der skal samles op på, en hel masse der skal afsluttes og en hel masse der skal begyndes. Jeg vil bruge dette indlæg til at give en kort opsummering af mit år – og på at prøve at forudsige lidt af det næste der kommer.

Året begyndte med, at jeg startede denne blog op. Det er blevet en bogblog hvorigennem jeg har lært det dejligste mennesker at kende, jeg har lært noget om mig selv, jeg har lært noget om mine læsevaner – og jeg har lært noget om hvad det vil sige, at lave noget, som andre (og somme tider fremmede) mennesker læser. Det har været et stort vendepunkt i mit liv at gå igang med dette projekt. Jeg fortryder det på ingen måde og jeg er rigtig glad for det – det har bare ændret meget i min hverdag og i mine læsevaner.

Senere på året afsluttede jeg min HF og blev student. Det var kæmpestort for mig, for det har været en lang og sej kamp. Det var helt fantastisk og der kom mange glædestårer. Kort tid efter begyndte jeg på min uddannelse som pædagog, som jeg stadig er igang med. Det er en uddannelse jeg ikke bliver færdig med lige her rundt om hjørnet – men jeg glæder mig så meget til at komme igang med noget der interesserer mig!

I efteråret var jeg til bogbloggertræf. Det var en vild oplevelse for mig – både fordi jeg pludselig skulle stå blandt mange andre piger som jeg aldrig havde mødt, jeg skulle overvinde den angst jeg har for den slags begivenheder og jeg skulle stå på egne ben. Det var kæmpe stort – og vildt fantastisk. Jeg fortryder ikke et øjeblik at jeg tog afsted. Ikke længe efter bogbloggertræffet var det tid til Bogforum – og der var jeg selvfølgelig også at finde. Dette var mindst lige så fantastisk, og jeg er helt sikker på, at mange andre er enige her.

I slutningen af året, 15. december, overtog min kæreste og jeg selv nøglen til vores drømmehus. Vi er unge mennesker, 21 og 22 år, og stod pludselig med vores helt eget hus. Det er en kæmpe kærlighedserklæring til hinanden – og det var en kæmpe drøm der gik i opfyldelse. Det betyder at jeg har fået mit eget bibliotek og at vi har mere end dobbelt så meget plads som før.

Næste år kommer til at gå med uddannelse, bloggen, bøger og huset. Der er altså mange ting der kommer til at spille ind – men der bliver plads til det hele. Det skal der. Jeg vil ikke undvære nogen af delene.

Jeg håber at i har haft et lige så dejligt år som jeg har. Og jeg håber, at i vil være med i mit næste også.

Continue Reading

Stormen raser afsted…

For ikke så længe siden udgav jeg mit indlæg ‘Stilhed før storm’, hvor jeg undskyldte for at være lidt fraværende. Jeg gav ikke en specifik grund, da jeg mente, at det hele skulle være på plads, og det er det nu – og derfor kan jeg endelig fortælle jer nyheden. Jeg har glædet mig meget til at kunne gøre det, så jeg håber, at i vil tage godt imod den.

Jeg bor p.t. i Horsens, men dette vil ændre sig til at blive Juelsminde fra på fredag. Min kæreste og jeg har nemlig købt hus. Det hele er gået lidt stærkt og vi får allerede nøglen på tirsdag. Det betyder så, at vi flytter fredag, og jeg kan derfor ikke love, at der vil blive meget aktivitet på bloggen den næste uge.

Vi har købt et rigtigt typehus på en villavej med 300 meter til stranden og med 2 børneværelser – og de 2 børneværelser betyder, at jeg får mit eget bibliotek. Det bliver virkelig godt!

Jeg håber, at i kan bære over med min inaktivitet, for jeg lover at jeg vender stærkt tilbage!

Continue Reading

Stilhed før storm…

Den sidste uges tid, har der været ret stille her på bloggen – for ikke at sige helt stille. Men lige nu er der, glædeligvis, bare ved at ske en masse ting hjemme ved mig som gør, at der ikke er meget tid til overs, når al det praktiske er nået.

Helt præcis hvad det er der foregår, vil jeg ikke helt løfte sløret for endnu. Det er ikke noget der på nogen måde kommer til at gå ud over bloggen, men afsløringen kommer til at vente, til at alt er på plads. Jeg kan dog allerede sige nu, selvom jeg lige har sagt, at det ikke vil komme til at gå ud over bloggen, at jeg de næste 2-3 måneder ikke vil komme til at få læst helt så meget, som jeg plejer. Der er nemlig en masse ting der skal ordnes, som kommer i første række.

På grund af den stilhed der har været, ligger der nu også en helt masse anmeldelser og venter på, at skulle skrives. Så det næste stykke tid, vil i få mulighed for at læse en masse af dem. Jeg vil forsøge at klemme nogle andre indlæg ind også, men det vil primært være indlæggene, der kommer til at fylde.

Men glæd jer – jeg glæder mig i hvert fald rigtig meget til at fortælle jer, hvad min store ‘hemmelighed’ er!

Continue Reading

BookBub

Kender du BookBub?

For ikke så længe siden opdagede jeg BookBub, som jeg siden har været rigtig glad for.

På BookBub fungerer det sådan, at man opretter sig som bruger, og efterfølgende vælger man sine præferencer, således, at siden kan komme med de bedste forslag til netop dig.

Men forslag til hvad? Jo – forslag til dagens tilbud på e-bøger. Det kan både være de gratise, men også dem, som er sat ned og derfor kan fås en del billigere.

Lige nu får man tilbud på de engelske e-bøger, men de er ved at arbejde på at udvikle det hele således, at man også kan vælge at få danske tilbud.

Jeg får en e-mail fra dem hver dag med nogle forslag til e-bøger, som jeg måske kunne være interesseret i. Jeg synes det er et super fedt koncept, idet jeg så slipper for, at skulle igennem iBooks, Google Play, Kindle Books og flere andre platforme, hvor e-bøger er tilgængelige. Det sparer mig derved en masse tid – og jeg er jo næsten sikker på, at opdage tilbuddene, idet jeg får en e-mail.

Jeg køber ikke selv ret mange e-bøger, fordi jeg helst vil have dem til at stå på reolen. Men idet jeg nu kan finde nogle af bøgerne gratis som e-bøger, har jeg lidt lettere ved, at skulle bruge det noget mere. Så kan jeg jo altid gå ud og købe et fysisk eksemplar efterfølgende, hvis det er dét, jeg føler for.

Bruger du e-bøger? Hvor køber du dem henne – og bruger du noget specielt til at holde øje med tilbud?

Continue Reading