“Den fremmede” af Harlan Coben

Titel: Den fremmede
Forfatter(e): Harlan Coben
Serie: 
Sideantal: 333
Forlag: Gads forlag
Bedømmelse: 5 ud af 5 stjerner

Denne bog er et eksemplar fra forlaget.

img_20161107_155851

Adam Price har det hele. En vidunderlig kone, to dejlige sønner, et stort hus og et godt job. Lige indtil en komplet fremmed mand en dag kommer til byen. Han opsøger Adam og afslører, at hans kone har en dyb hemmelighed. Adam er forvirret og forbløffet: han troede, han vidste alt om sin hustru.

Fra den dag begynder hans perfekte liv at smuldre, og langsomt går sandheden op for ham. Han er havnet midt i en større sammensværgelse, og hvis han foretager sig ét forkert træk, kan det ikke bare ødelægge hans liv – det kan slå hele hans familie ihjel.

Efter at have læst de to tidligere bøger, Savner dig og Seks år, af Harlan Coben, glædede jeg mig rigtig meget til at læse denne også. Jeg er blevet vild med Coben, vild med måden hvorpå han beskriver miljøet og karaktererne og vild med det han bygger op som historie.

Vi starter ud med at møde Adam Price, som allerede fra starten, på grund af hans navn, giver mig et billede af en sjov hygge-fyr. Det var dog ikke helt det billede jeg endte ud med at have. Han er vores hovedperson og han overrasker mig flere gange gennem bogen – måske netop fordi jeg havde et helt andet billede af ham.

Coben har bygget en historie op, som er ret anderledes fra de andre to jeg har læst. Der er ikke den samme spænding og krimi-følelse i denne bog, men det gjorde overhovedet ikke noget. Selvom jeg forventede ét og fik noget andet, sad jeg stadig tilbage og blot kiggede på bogen, da jeg havde læst den sidste side. Jeg forstår stadig ikke, hvordan han formår at skrive så gode bøger gang på gang.

Noget af det fede ved denne bog er selve plottet. Hvordan han er kommet op med dét der sker, er mig en gåde. Men det er så fedt skruet sammen og så fedt fundet på, at jeg bare var fanget fra første side, og hele tiden forsøgte at gætte med – dog uden held. Og det er jo bare endnu federe! Den der følelse man får, mens man læser en krimi eller gåde og man forsøger at gætte med – men så alligevel til sidst har taget fuldkommen fejl? Den elsker jeg! Og den følelse er Harlan Coben bare rigtig god til at vække i mig.

Continue Reading

“Den anden” af Harriet Lane

Titel: Den anden
Forfatter(e): Harriet Lane
Serie: 
Sideantal: 299
Forlag: Gads forlag
Udgivelsesår: 2016
Bedømmelse: 3 ud af 5 stjerner

Denne bog er et eksemplar fra forlaget.

img_20161102_102227

Emma og Nina mødes tilfældigt i London. Det er imidlertid ikke første gang. For mange år siden krydsedes deres veje – men kun én af dem husker det.

Et venskab spirer frem mellem de to kvinder, som står hvert deres sted i livet: Emma er en stresset småbørnsmor; Nina har en næsten voksen datter og derfor tid til at hengive sig til sin kunst. Men for den ene af kvinderne er der en skjult og gruopvækkende bagtanke med de bånd, der knyttes, og med Harriet Lanes fænomenale sans for suspense fastholdes læseren til sidste, grusomme side.

Jeg havde glædet mig rigtig meget til at læse en psykologisk thriller – og med den bagsidetekst bogen har, så glædede jeg mig ikke mindre. Lige på dét punkt blev jeg dog desværre skuffet. Jeg så ikke noget psykologisk thriller over bogen, men derimod blot en fortælling om 2 kvinders liv.

Det betyder dog ikke at bogen er dårlig. Jeg nød at læse den, var fanget og ville have det sidste med hele tiden. Der var ofte små brikker der blev samlet og til sidst dannede et næsten helt billede. Jeg mangler endnu nogle få brikker til billedet, men det er okay. Det har betydet at jeg har tænkt videre over bogen efterfølgende, og haft en trang til at ville vide, hvad der er sket senere hen i historien.

Lane har skrevet en bog, hvor man, ganske som bagsideteksten fortæller, er fanget helt til det allersidste. Grusomme sidste vil jeg dog ikke kalde det – jeg mangler noget mere, før end det grusomme kommer frem. Men man er fanget, simpelthen på grund af trangen til at ville kunne få dannet sig et billede af helheden, vide hvad der sker næste gang, og hvorfor tingene er som de er.

Da jeg havde færdiglæst bogen, sad jeg først med en følelse af at være blevet skuffet over ikke at få som lovet. Dernæst en glæde over at bogen faktisk var rigtig god og at siderne næsten vendte sig selv. Efterfølgende kom tankerne om hvad der nu skulle ske. Og så glemte jeg lidt bogen igen.

Alt i alt synes jeg altså at det er en rigtig god bog! Mens man sidder med den kan man ikke slippe den igen, og det hele kører bare rundt – men for mig var det også dét. Kort tid efter jeg havde vendt den sidste side var den ude af mit hoved igen og jeg var videre til den næste. Men trænger man til en bog hvor spændingen på en eller anden måde er høj og man ikke skal bruge en masse tid på at tænke over bogen bagefter, er dette helt sikkert en bog man skal læse!

Continue Reading

“Ja, jeg har mens – og hva’ så’?” af Clara Henry

Titel: Ja, jeg har mens – og hva’ så’?
Forfatter(e) Clara Henry
Serie: 
Sideantal: 188
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 2016
Bedømmelse: 4 ud af 5 stjerner

Denne bog er et eksemplar fra forlaget.

img_20161024_094603

Menstruation:
Et lidt finere ord for mens, som kun bruges af skolesundhedsplejerske og min mormor. Betyder ‘månedligt’ på latin, dvs. noget som kommer en gang om måneden. Andre ord for mens: det røde, russere i lysthuset, at flage rødt.

Denne bog er, for mig, noget for sig selv. Jeg har ikke læst noget som denne før, og jeg vidste derfor ikke helt hvad jeg skulle vente mig af den. Ud fra bagsideteksten, tænkte jeg, at jeg blot ville få en masse information om menstruation – men dette var ikke tilfældet. Clara Henry har skrevet en bog til de unge piger, som har brug for at vide noget om menstruation, som har brug for tips og tricks til perioderne og til dem, som blot har brug for at føle, at de ikke er helt alene om at have menstruation.

Clara Henry bruger tid på at forklare, at menstruation ikke skal være et tabubelagt emne. Vi skal kunne snakke om det og være åbne overfor hinanden. Og samtidig har hun også lavet guides, til at gøre det mindre synligt. En blanding der normalt ikke ville passe sammen, men som i denne sammenhæng giver rigtig god mening.

Det eneste kritikpunkt jeg har af bogen, er sproget. Jeg synes sproget er meget grov og bandeord er der også en del af. Jeg synes somme tider, at det blev for meget – men samtidig er det jo også sådan, mange i den alder snakker nu. Og det giver måske en bedre ‘venindefølelse’.

Jeg kan huske fra min første menstruation (og også nogle måneder frem), at jeg ikke anede hvem jeg skulle snakke med, hvad jeg skulle sige eller hvordan jeg skulle have det med det. Her er denne bog helt perfekt. Det er en slags veninde, man altid kan vende tilbage til hvis man har spørgsmål eller blot er lidt nysgerrig om noget.

Den pædagogiske del af mig siger, at denne bog er helt perfekt. Den passer perfekt ind i det moderne samfund vi lever i, fordi teenagepigerne ikke så ofte bruger deres mødre til denne snak. Det er oftest veninderne eller internettet – og det kan tit og ofte skræmme eller give et helt forkert billede af, hvad menstruation egentlig er. Denne bog er derfor rigtig fin til den opgave.

Continue Reading

“Den ottende dødssynd” af Rebecka Aldén

img_20161010_173205Titel: Den ottende dødssynd
Forfatter(e) Rebecka Aldén
Serie: 
Sideantal: 370
Forlag: Modtryk
Udgivelsesår: 2016

Denne bog er et eksemplar fra forlaget.

Nora har succes med sine klummer, bøger og foredrag, hvor hun fortæller om, hvordan alle kan opnå succes og blive lykkelige, bare de gør en indsats. Det er netop, hvad Nora selv har gjort efter en ulykke for ti år siden, hvor hun kun med nød og næppe overlevede et fald fra syvende sal.
Nu lever hun med sin mand og deres to børn i en herskabelig villa på en vej for velhavere. Men en dag flytter Klara ind i huset overfor, og idyllen krakelerer. Da Nora samtidig går i gang med at skrive sin næste bestseller om de syv dødssynder, støder hun ind i en række problemer. Langsomt dukker fragmenter af hendes fortid op, og mistanker plager hende – måske var det, der skete for ti år siden, slet ikke en ulykke? Og hvem kan Nora (og læseren) stole på?

4udaf5

I bagsideteksten står der, at jeg skal forvente mig en psykologisk spændingsroman. Og en psykologisk spændingsroman er noget af det, jeg elsker at læse. Det er noget af det jeg nyder mest – og noget af det, hvor jeg sidder længst ude på stolen i ren spænding. Og netop derfor glædede jeg mig også rigtig meget til at læse denne.

Nora er en lidt speciel hovedperson. Med speciel mener jeg ikke at hun hverken er underlig eller handler unormalt, men derimod at hun er speciel på den måde som gjorde, at jeg var fanget af hendes fortælling med det samme.

Handlingen er ny, det er ikke noget jeg før har læst. Derimod er måned hvorpå det hele er bygget op, set før, og det er lidt ærgerligt. Jeg kunne godt tænke mig, at der måske var nogle små sidespring, som gjorde måden lidt mere unik. Det gør dig ikke så meget for selve historien, idet det var så spændende, at man ikke lagde mærke til det under læsningen.

En spændingsroman er der ingen tvivl om, at bogen er. Men den er også så meget andet. Jeg vil også mene at der er drama, humor og identitetsdannelse i bogen. Det er en perfekt blanding, og dette gør kun bogen endnu bedre. For blandingen er også med til, at man ikke køre død i bogen, men at man hele tiden fornemmer noget nyt og andet, end i det forrige kapitel.

Jeg har ingen erfaring med Aldén fra førhen, men der er overhovedet ingen tvivl om, at jeg rigtig gerne vil læse mere af hende. Hvis dette er hendes standard, så kan det kun blive godt!

Continue Reading

“Elleve dage i Berlin” af Håkan Nesser

img_20160823_1013432Titel: Elleve dage i Berlin
Forfatter(e): Håkan Nesser
Serie: 
Sideantal: 349
Forlag: Modtryk
Udgivelsesår: 2016

Denne bog er et eksemplar fra forlaget.

Det kan godt være, at Arne Murberg ikke er nogen Nobelpriskandidat. Men han er et godt menneske og en kærlig søn, og når hans far på sit dødsleje giver ham en opgave, gør han naturligvis sit bedste for at udføre den. Det viser sig, at moderen, som Arne troede druknede under en sejltur på Vesterhavet, i virkeligheden stak af til Berlin med en musiker, og nu skal Arne finde hende. Arne er ikke nogen globetrotter, og hans tysk kunne være bedre, men han forbereder sig nøje, inden han tager afsted.
Vel ankommet til den tyske hovedstad finder han vej ved hjælp af kort og Guds forsyn, i al fald i begyndelsen, men hans snirklede vej krydses af både gode og onde kræfter. En gal professor og en ung kvinde i kørestol, for eksempel. Og et par gule sko. Og en hekseproces.

4udaf5

Jeg har ikke læst mange bøger af Håkan Nesser før. Ja, faktisk har jeg kun læst Straf, som jeg var ovenud begejstret for. Det betød også, at jeg glædede mig rigtig meget til at komme igang med denne bog – og endnu engang opleve Håkan Nessers magi.

Jeg vil dog ikke kalde denne bog for en typisk Nesser-bog. Og om jeg kan tillade mig at bruge ordet typisk, er jeg ikke helt sikker på, da jeg kun har læst én anden – men jeg har dog hørt om ham og kender lidt til hans bøger, og derfor tænker jeg alligevel, at jeg vil nævne det.

Jeg ser ikke denne bog som en decideret krimi. Der er nogle krimi-elementer i, men jeg synes de er skildret på en humoristisk måde. Og det samme med resten af bogen også. Jeg fik et smil over læberne flere gange – og jeg skal da også indrømme, at jeg somme tider tog mig selv i at lade et grin undslippe mine læber.

Arne Murberg er en helt fantastisk hovedperson. Han er virkelig skøn at læse om, og han er virkelig hyggelig. Han passede helt perfekt ind i den humoristiske stemning, og selv når han var alvorlig, var der underlagt en humor, som passede helt perfekt med stemningen og Arne selv.

Jeg nød virkelig at læse bogen. Jeg manglede lidt krimi, for det havde jeg håbet der var lidt mere af. Det ødelagde dog ikke læseoplevelsen, da den var super hyggelig alligevel. Men forventer du en Håkan Nesser krimi, så skal du nok ikke læse denne. Læs den dog i stedet, hvis du har brug for et smil og en hyggelig læsestund.

Continue Reading

“Fangirl” af Rainbow Rowell

img_20160823_1008415Titel: Fangirl
Forfatter(e): Rainbow Rowell
Serie: 
Sideantal: 472 sider
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 2016

Denne bog er et eksemplar fra forlaget.

Cath er Simon Snow-fan – kæmpe Simon Snow-fan! Hun og hendes søster Wren levede og åndede nærmest for Simon Snow-serien, da de var børn. De læste og læste og læste. De skrev Simon Snow-fanfiction. De klædte sig ud som karktererne til filmpremiererne.
Det er Caths søster vokset fra nu. Men det er Cath ikke – hun VIL ikke vokse fra det.
De to søstre skal på college, og Wren har meddelt Cath, at hun ikke gider dele værelse med hende. Så Cath står alene – helt uden for sin comfort-zone. Hun har en sur roommate med en sød kæreste, som hele tiden er i nærheden. Hun har en lækker klassekammerat, som kun gider tale om tekster. Og hun kan ikke lade være med at bekymre sig om sin far, som aldrig før har været alene.
Så spørgsmålet er: Kan Cath klare livet på college uden sin søster ved hånden? Er hun klar til at starte et nyt liv på egen hånd? Og har hun overhovedet lyst til at starte et nyt liv – uden Simon Snow?

5udaf5

Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg normalt ikke er fan af teenage-fanfiction-temaet. Det har aldrig rigtig fanget mig, og jeg kan ikke rigtig sætte mig ind i det. Men alligevel blev jeg overrasket over denne bog – og dét på den positive måde.

Simon Snow fortællingerne minder mig ret meget om Harry Potter. Og det er på sin vis ret fedt. Det betyder, at jeg alligevel kan sætte mig lidt ind i kærligheden til karaktererne og historierne – for hvem har ikke nydt at læse Harry Potter? På et tidspunkt blev jeg dog træt af at høre om det samme hele tiden, men det var ikke noget, der ikke gik hurtigt over.

Jeg kunne rigtig godt lide effekten af, hvordan de to forskellige historier fulgte hinanden på en eller anden måde. Det hjalp med at beskrive både Cath og Wrens følelser – og det var en rigtig fin ekstra effekt til bogen. At det somme tider kunne være en anelse besværligt at følge med i Simon Snow historierne er en mindre detalje, og som egentlig ikke gjorde det store for mig.

Jeg synes det er så fint at følge med i Caths udvikling. For der er slet ingen tvivl om, at hun gennem hele bogen udvikler sig, og lærer sig selv bedre at kende. Det er så fint at læse om de små ting der er i hendes liv, som får hende til at skulle tage stilling til sig selv. Og så er det endnu mere fedt, endelig at læse en YA-bog, hvor vores hovedperson kan stå ved sine egne handlinger og meninger.

Karaktererne og historien passer så fint sammen. Der er ingen tvivl om, at de er et par, som bare ikke skal skilles ad. Jeg elsker Cath og hendes nørdede side, jeg elsker Wren der er lidt nørdet og jeg elsker faren, som er lidt en enspænder. Levi og Reagan er også helt perfekte – det hele fungerer bare rigtig godt sammen.

Så har du brug for at læse en YA-bog som ikke er alt for sukkersød og kun indeholder det pladderromantiske kærlighedssludder, så vil jeg helt sikkert anbefale dig, at tage et ekstra kig på denne bog!

Continue Reading

“Safirblå (Rubinrød #2)” af Kerstin Gier

img_20160908_200627Titel: Safirblå
Forfatter(e): Kerstin Gier
Serie: Rubinrød #2
Sideantal: 373
Forlag: Turbine
Udgivelsesår: 2016

Denne bog er et eksemplar fra forlaget.

Gwendolyns liv har været en rutsjebanetur, siden hun opdagede, at hun var den såkaldte rubin – det sidste medlem af en hemmelig kreds af tolv tidsrejsende. Når hun ikke er på rejse gennem historien efter andre tidsrejsende for at bede om lidt af deres blod (!), prøver hun at regne ud, hvad alle de mysterier og profetier omkring den hemmelige loge egentlig betyder.

I det mindste får Gwendolyn masser af hjælp. Hendes bedste ven Lesley følger flittigt hver ledetråd på nettet. Spøgelset James lærer Gwendolyn, hvordan man opfører sig til en  fest i det 18. århundrede. Og Xemerius, den lille vandspyer, der har fulgt efter Gwendolyn, siden han så hende kysse den flotte Gideon i en kirke, tilbyder rådgivning om alt.
Åh ja. Og så er der selvfølgelig Gideon, diamanten. Det ene øjeblik er han meget varm, det næste øjeblik er han kold som is. Gwendolyn er ikke helt sikker på, hvad der foregår, men hun er temmelig opsat på at finde ud af det.

4udaf5

Jeg elskede den første bog i denne serie. Jeg elskede vores karakterer, udseendet på bogen og måden hvorpå hele bogen var skruet sammen. Derfor havde jeg også ret høje forventninger til denne, da historien nu skulle fortsætte.

Som den første bog, ser denne simpelthen så fin ud, Den passer perfekt i stilen med den første bog, og det er bare et kæmpe plus. Den har samme smukke cover, og det virker bare så gennemført.

Jeg må desværre sige, at jeg til tider er begyndt at blive en anelse forvirret bogen igennem. Med tidsrejserne, de mange personer og steder, var der steder, hvor jeg lige måtte kigge tilbage, læse et afsnit igen eller noget helt andet, for at være sikker på, at forstå det ordentligt. Dette er en anelse ærgerligt, men ødelægger alligevel ikke oplevelsen fuldstændigt.

Udover de karakterer som vi i forvejen kender til, bliver vi også introduceret for nogle flere. Jeg synes, at de falder så fint ind i historien og det er jeg virkelig glad ved. Det kunne have gjort rigtig meget dårligt for bogen, hvis det havde virket uægte og tvunget.

Kærlighed, drama og tidsrejser fungerer stadig rigtig godt! Det er en sjov kombination, og det har muligvis også noget at sige i forhold til spændingen. Personligt havde jeg absolut ingen idé om hvad jeg skulle forvente, og jeg blev konstant overrasket.

De slåfejl der var i den første bog, virker til at være blevet rettet denne gang. Det betyder simpelthen så meget for læsningen. Det gør altså bare, at det hele kommer til at virke mere flydende – og også professionelt. Og gør det dét, så får man helt sikkert også et helt andet indtryk af bogen.

Kerstin Gier har gjort det igen – jeg er blevet fanget af tidsrejser, drama og kærlighed, og jeg kan slet slet slet ikke vente på at den næste bog i serien kommer. Bogen slutter helt perfekt i forhold til at få læseren til at hænge ved – men samtidig fuldstændig frygtelig, når man ikke har den næste bog ved hånden med det samme.

Continue Reading

“Faldet” af S. K. Tremayne

IMG_20160830_191844Titel: Faldet
Forfatter(e): S. K. Tremayne
Serie: 
Sideantal: 363
Forlag: Gads forlag
Udgivelsesår: 2016

Denne bog er et eksemplar fra forlaget.

Angus og Sarah Moorcroft lever et komfortabelt liv i London med dejligt hus og gode jobs. Men da deres ene tvillingedatter mister livet i en ulykke, smuldrer tilværelsen mellem hænderne på dem.
Snart står Angus uden arbejde, og han og Sarah ser ingen anden udvej end at forlade byen til fordel for et forfaldent hus på en isoleret skotsk ø, som Angus har arvet. Her håber de at kunne genopbygge tilværelsen for deres lille familie – og måske redde det ægteskab, der er tæt på at bryde sammen.
Efterhånden som vinteren nærmer sig, står det imidlertid klart, at noget er helt galt. Deres overlevende datter udviser mere og mere foruroligende adfærd, og langsomt sniger tvivlen sig ind på Sarah, for hvordan kan de være helt sikre på, hvilken af deres enæggede tvillingedøtre, der omkom? Og hvad skete der egentlig den dag, ulykken fandt sted?
Mens sprækkerne i Angus og Sarahs ægteskab bliver stadig dybere, sætter vinteren for alvor ind, og snart er familien fanget i en veritabel dødedans

5udaf5

Denne bog er lige præcis hvad den lover den er – nemlig en psykologisk thriller. Den er fuld af mystik og uhygge, og det betyder altså, at man skal sikre sig, at der er mulighed for lidt ekstra lys – det havde jeg i hvert fald brug for.  Bogen fangede mig fra allerførste side, og det betyder så meget. Hvis jeg havde haft tiden til det, havde jeg nok læst det hele i én strækning, netop fordi den var så spændende.

Karakterene i bogen er så fine og helt perfekte til handlingen. Selvfølgelig er der nogle småting, som jeg satte spørgsmålstegn ved, men det tror jeg altid der vil være. Og måske netop disse spørgsmålstegn gjorde lidt ekstra for bogen?

Gennem min læsning af bogen, havde jeg nogle idéer om, hvad der nu skulle ske, og hvad bogen egentlig ville ende med. Og ingen af mine mange gæt gav pote. Slutningen overraskede mig fuldstændig, og hvor var det bare fedt. Jeg synes tit man efterhånden kan gætte sig til slutningen på en bog, og det behøver nødvendigvis ikke ødelægge noget, men så er det bare ekstra fedt, når man så er nede i bunden af den forkerte vej.

Jeg håber virkelig på at komme til at høre mere fra Tremayne, for han skriver virkelig godt! Jeg er helt blæst bagover af den stemning han skaber – og de følelser, som han vækker i mig. Og når alt bare lykkes, så er det virkelig godt. Det kan måske virke som en overreagering, men jeg er virkelig imponeret. Så imponeret, at jeg nu har brug for en dag eller to, til lige at tænke over det hele, inden jeg går videre til den næste.

Continue Reading

“Fanden på væggen” af Palle Schmidt

IMG_20160823_101140Fanden på væggen af Palle Schmidt, 345 sider, Calibat, 2016

Denne bog er et eksemplar fra forfatteren.

Detektivbureauet Jankowski I/S kæmper for at overleve. Helena forsøger at holde butikken kørende, mens den tidligere militærmand David er gledet ud i en deroute af vold. Yasin bruger mere tid på afpresning og et skrantende familieliv end på arbejdet. Den tidligere kriminelle Frank ser magtesløs til, mens det sidste han har, smuldrer mellem fingrene. Og den pensionerede politimand Schebel har sin helt egen agenda.

Da en gammel sag om et kidnappet barn dukker på, virker det som en gave fra himlen. Men efterhånden som de graver dybere, åbnes en Pandoras æske af rædsler og det viser sig, at sagen snarere er en enkeltbillet til helvede.

4udaf5 

Da jeg begyndte på denne bog, vidste jeg ikke helt hvad jeg skulle forvente. Ud fra bagsideteksten, fik jeg en forventning om, at der ville være gang i den hele vejen igennem, for hvordan skulle forfatteren ellers nå, at få det hele med? Samtidig havde jeg også en forventning om, at det ville være lidt dystert og måske endda lidt farligt.

Lige på disse punkter, må jeg nok indrømme, at jeg blev lidt skuffet. Det er en spændende krimi, men ikke med den stemning, som jeg havde regnet med.

Karaktererne minder mig om nogen, jeg har mødt før. Det gør dog ikke noget dårligt for bogen, for det var ikke præcis de samme, og der er ingen tvivl om, at de hver især havde nogle unikke træk, som gjorde dem til deres helt egne. Og sammensætningen af de forskellige karakterer fungerer også rigtig god.

Bogen var spændende, og jeg nød at læse den. Den var hyggelig og helt perfekt til hverdagens små pauser. For mig fungerede den ikke til at læse i ét hug. Jeg følte, at jeg var nødt til at dele den op i små bidder, for at få den bedste oplevelse.

Jeg følte ikke på noget tidspunkt, at jeg fik for meget action eller for meget uoverskueligt opklaringsarbejde, som ingen mening gav – og det den følelse synes jeg ellers godt, at man sommer tider kan få ved krimi’er. Bogen er velskrevet – og det foregår i et hyggetempo. Helt perfekt til den kommende (og sikkert også kolde) efterårsferie.

Continue Reading

“Bare en dag (Just one day #1)” af Gayle Forman

IMG_20160823_100716Titel: Bare en dag
Forfatter(e): Gayle Forman
Serie: Just one day #1
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 2016

Denne bog er et eksemplar fra forlaget.

Allysons liv er præcis som hendes kuffert: pakket, planlagt og ordenligt. Lige indtil hun på den sidste dag i sin tre uger lange rejse rundt i Europa møder Willem. Han er alt det, Allyson ikke er, og han slår fuldstændig benene væk under hende. Da han opfordrer hende til at droppe sine planer og tage med ham til Paris, er Allyson klar. Det ligner hende ellers ikke at være så spontan, men det fører til en dag med chancer, frihed, nærhed og forelskelse: et døgn, der forandrer Allysons liv.

5udaf5

Jeg føler selv, at det er ved at være et stykke tid siden, at jeg har læst en rigtig romantisk YA-bog. Og jeg kunne mærke, at jeg trængte til det. Jeg trængte til det sukkersøde og til at blive ført med rundt i et kaotisk kærlighedsliv. Og netop derfor kom denne bog på det helt rigtige tidspunkt.

Lige fra starten af, var jeg fuldstændig bidt af denne bog – og da jeg først var kommet igang, kunne jeg slet ikke stoppe igen. Den ene side vendte den anden – og pludselig var bogen slut. Det hele gik så stærkt, at jeg havde brug for et par dage, til lige at synke det hele.

Jeg har førhen været imponeret over Gayle Forman, og der er ingen tvivl om, at jeg er blevet det igen. Jeg synes hun overrasker gang på gang – og jeg har bare ingen anelse om, hvordan hun kan skrive så fantastiske bøger. I denne bog er der nogle ting, som jeg synes virker uvirkelige, men alligevel får hun det til at fungere. Hendes sprog gør det hele så flydende og let – og man kan næsten ikke forestille sig, at det skulle foregå på anden vis.

Karaktererne i denne bog er også helt perfekt til historien. Jeg føler på ingen måde, at disse skulle have været anderledes. Det hele er en smule klichéfyldt – men på den helt rigtige måde. Jeg følte ikke at der var for meget af det gode, som disse YA-bøger ellers godt kan have tendens til. Jeg føler, at den var lige tilpas, og det betyder bare rigtig meget for læseoplevelsen.

Denne bog gav mig et helt nyt syn på kærlighed ved første blik. Jo, jeg har altid ment at et eller andet kan opstå – men ikke på denne facon. Og jeg var bare så opslugt hele vejen igennem, jeg heppede, jeg sørgede og jeg håbede. Jeg følte med vores hovedperson, jeg følte at jeg stod ved hendes side hele vejen igennem.

Slutningen gjorde mig skør – på den gode måde. Meget mere vil jeg ikke sige om det, for jeg vil helst ikke afsløre for meget. Men jeg glæder mig rigtig meget til at få fingrene i den næste bog i rækken, og finde ud af, hvad der videre kommer til at ske.

Continue Reading